På mit job har vi indført sådan et system med, at nogle af os møder ind på kontoret et par gange om ugen. De dage, hvor vi ikke skal møde på kontoret, skal vi arbejde hjemmefra. Det fungerer fint, fordi vi har indført sådan en ordning med, at det ikke er de samme ansigter, vi ser hver gang, vi kommer på kontoret. Det er rart at se sine kollegaer, og det er også rart ikke at se dem hver dag.
Solindfald
Men i går var jeg på kontoret. Jeg nød at sidde alene ved mit skrivebord. Hende, der sidder overfor mig, er på kontoret i dag. Hun nyder sikkert, også at jeg ikke er der i dag. Sidste gang vi begge to var på kontoret på samme tid, havde vi en lille konflikt. En bagatel i virkeligheden. Alligevel var der ligesom ’krig’ imellem os. Det handlede om noget så simpelt som solafskærmning!
Ned med gardinerne
Den dag skinnede solen nemlig, og min kollega bad mig om, at vi fik rullet ned for gardinet, fordi lyset generede hende. Hun kunne ikke se sin desktops skærm. Du ved, der var sådan noget genspejl fra lyset. Men jeg havde ikke lyst til at rulle gardinerne ned. Her i begyndelsen af foråret har man brug for alt det, lys man kan få. Så jeg lod bare, som om at jeg ikke hørte, hvad hun bad mig om at gøre. (Det er elektriske rullegardiner, og kontakten sidder lige ved min side af skrivebordene.) Da jeg ikke reagerede, prikkede hun til mig og gentog sit spørgsmål. Jeg blev irriteret og sagde, at når vi nu endelig ser lidt sol, så skal vi da ikke lukke den ude. Hun blev rasende på mig. Hun fortalte mig, at jeg bare havde at rulle de gardiner ned.
Autoritær dame
Nu skal jeg lige sige, at hende min kollega er en dame med autoritet. Og hvis hun bliver gal i hovedet, så får man altså lyst til at forsvinde ret hurtigt. Så jeg rullede gardinet ned. Men hun forstod godt, at jeg var sur. Efter et par timer, og hvor solen havde flyttet sig, og lyset ikke stod så skarpt på vinduet, længere sagde hun, at nu kunne jeg godt rulle gardinet op igen. Det gjorde jeg. Men stadig med en sur mine på ansigtet. Jeg talte ikke til hende. Vi arbejdede i tavshed. Jeg passede mit, hun passede sit. Pffttt – gardiner eller sollys?
Ved fyraftenstid greb hun fat i mig og spurgte mig, hvad der er galt. Jeg må indrømme, at jeg godt vidste, at jeg havde været temmelig uforskammet. Så jeg sagde bare, at jeg bare havde det dårligt.
Gennemskuet
Hun kiggede på mig. Med det der blik, der siger, at hun har gennemskuet mig. Så kom hun til at grine. Hun fortalte mig, at hvis jeg var sur over det med gardinet, så skulle jeg lige tage mig sammen. Hun sad med en vigtig opgave, og en deadline, derfor bad hun om, at jeg rullede ned, så hun kunne få opgaven afsted til tiden. Jeg blev faktisk lidt flov over min opførsel. Jeg vidste jo godt, at hun havde en deadline.
