Ja, du har jo altid været bagud i forhold til mig, sagde min veninde, Julie, drillende, mens jeg sad med hendes godt etårige søn på skødet. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg havde været hos lægen og fået bekræftet min mistanke om, at det endelig var lykkedes mig at blive gravid for første gang.
Bortset fra den drillende bemærkning var hun selvfølgelig lykkelig på mine vegne, for min kæreste og jeg har arbejdet hårdt på projektet i snart to år, og vi var efterhånden begyndt at tale om muligheden for insemination eller endda at adoptere et barn, hvis det ikke lykkedes os selv at få et barn ad naturlig vej.
Den lille samtale med min veninde fandt sted for godt syv måneder siden, og nu har jeg ligesom hun fået en søn – en sund og velskabt lille knægt, som er det største i denne verden for både min kæreste og mig. Jeg fik selvfølgelig besøg af Julie, allerede mens jeg lå på fødeafdelingen, og da havde hun en flot barselsgave i form af noget babytøj med til mig.
Og så fik jeg besøg af Julie igen i går, og denne gang havde hun en stor sæk med babylegetøj med. Hendes egen søn var vokset fra de mange rangler og den slags plastikting, som man hænger op i en snor over barnets hoved, så ungen har noget at underholde sig med.
Jamen, halløj sagde jeg. Det skal du da ikke skille dig af med, for man ved jo aldrig, om du måske skal have flere børn. Pyt, sagde Julie, hvis det skulle ske, vil det i hvert fald ikke være planlagt, men så tager vi den jo bare derfra, sagde hun med et smil.
Jeg kiggede i den store sæk med legetøj fra Netgiraffen og glædede mig over de mange ting, som min dreng helt sikkert ville nyde at kigge på. Han er kun få uger gammel, så det er endnu kun med øjnene, han kan beskæftige sig med tingene.
Situationen fik os til at snakke løst og fast om børns legetøj i det hele taget, og Julie fortalte, at hun egentlig gerne ville have lagt et par af sin søns bamser med i sækken, men dem bruger han stadig, når han skal sove, så hun kunne ikke tillade sig at tage nogle af dem, selv om han har rigeligt.
Julie fortalte, hvordan hun og hendes mand havde aftalt, at legetøjet til deres søn skulle udvælges med omhu. Det skal selvfølgelig være sikkert, så han ikke kan komme til skade med det eller komme til at sluge dele af det, men de lægger også vægt på, at det skal være gedigent og gerne lidt klassisk. De vil så vidt muligt undgå for meget plastik i hans beholdning af legetøj, så de satser på gedigent trælegetøj, som kan udfordre drengens evner.
Den holdning er jeg selv helt enig i, og jeg har overfor både min egen og min kærestes familie understreget, at de hellere må give vores søn lidt mindre og færre gaver og så vælge noget gedigent.
