Dug

Lagner og linned

Det var ikke småting, der skulle pakkes i bilen, da jeg i går skulle køre vores datter, Beate på 17 år, ud i vores sommerhus. Hun har for første gang fået lov til at holde en fest ude i huset, uden at vi som forældre er til stede og kan holde lidt øje med dem. Men Beate er en forholdsvis fornuftig pige, og vi kender også hendes omgangskreds som en flok fornuftige unge mennesker, så vi er ret fortrøstningsfulde med hensyn til at lade dem feste ude i sommerhuset.

De bliver 12 unge mennesker, og det kræver noget mere udstyr, end det vi har fast stationeret ude i sommerhuset. For eksempel skal der noget ekstra sengetøj, når de er så mange, selv om nogle af dem har bekendtgjort, at de agter at medbringe en sovepose.

Men vi har faktisk ikke dyner nok i vores familie til at dække hele behovet, men da det er den lune årstid, behøver det ikke være noget problem, for så må man jo bare gøre ligesom i Sydeuropa, nemlig rede senge op med tæpper og vævede lagner, og de unge mennesker er nok stort set ligeglade.

Beate havde med lidt hjælp fra sin mor pakket de nødvendige ting sammen, hvorefter jeg påtog mig opgaven med at få det læsset ud i bilen. De havde været så praktiske at bruge plastiksække til det meste, og jeg må da indrømme, at jeg i første omgang tænkte, at det var et stort lager af håndklæder, der åbenbart skulle med ud i sommerhuset.

Det var planen, at de unge selv skulle lave noget mad til deres fest om aftenen. Derfor havde min kone også fundet nogle ekstra gryder og pander frem, for når der skal laves mad til så mange, så kniber det med det udstyr, vi har i sommerhuset.

Min kone havde været så praktisk at pakke gryder og pander ned i en flyttekasse af pap, og så havde hun proppet viskestykker ned mellem tingene, så de ikke skulle rasle for meget under transporten. Hun mente helt tydeligt, at hun havde været ret smart med den metode, for de unge fik også brug for nogle ekstra og gode viskestykker, idet vi endnu ikke har fået os taget sammen til at få installeret en opvaskemaskine i sommerhuset. Men det gør vi nu nok snart, for vi savner faktisk maskinen, når vi er derude.

Øverst i den ret store flyttekasse havde min kone lagt et par pakker- ⓘ med nyindkøbte papirduge, så Beate kunne dække et pænt bord. De var pakket i gennemsigtig cellofan, så jeg kunne se, at de var i et meget festligt design. Min kone bemærkede min interesse for dugene og sagde med et smil, at sådan en flok unge mennesker skal jo ikke ligefrem sidde ved damaskduge, for det kommer nok til at gå lidt livligt for sig, og så bliver der spildt både det ene og det andet på dugene, sagde hun.

Jeg tænkte, at det er godt, at de skal spise af paptallerkener, for ellers ville knibe med plads i bilen.