Dug

Bange for tandlæger

Næste gang, du skal til tandlæge, betaler jeg for en behandling hos en god hypnotisør, sagde jeg til vores datter Anne, da hun rystende havde fortalt om sine lidelser før og under sit halvårlige besøg hos vores tandlæge. Anne har hele sin barndom og ungdom lidt af skræk for tandlæger i en grad, som man ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har prøvet det.

Det begyndte, da hun kun var fem år gammel. Et fald på legepladsen i børnehaven resulterede i en knækket tand, og selv om det jo endnu var hendes mælketænder, det handlede om, tog vi hende selvfølgelig med til en tandlæge for at sikre os, at der ikke var opstået skader, der kunne genere hende senere i livet.

Selv om det nu er mere end 15 år siden, kan jeg huske, at jeg gik med Anne ind til tandlægen for at holde hende i hånden som trøst. Vores tandlæge har vi altid opfattet som en god tandlæge, og han var også meget forstående og nænsom i sin behandling af Anne. Han undersøgte hendes knækkede tand grundigt og besluttede sig så for at tage et røntgenbillede for at sikre sig, at der ikke var sket skade på tandroden.

Det var der heldigvis ikke, så tandlægen besluttede sig for bare at slibe brudfladen på tanden glat, så den ikke generede pigen. Derefter ville en ny og blivende tand skubbe den halve mælketand ud.

Men slibningen af tanden skræmte Anne meget, og siden har hun lidt af tandlægeskræk.